
KOM VI LØBER udgiver nyt album ”Vender Rigtigt Om Natten”
Idag 23. januar 2026 udgiver KOM VI LØBER – alias sanger, sangskriver og guitarist Lone Slot Nielsen – sit nye album Vender Rigtigt Om Natten på Mayday Music.
Albummet er 10 sange om, hvad der sker, når livet vælter sine egne grænser og pludselig kræver, at man genopfinder sin identitet – som queer, som forælder og som krop. Vender rigtigt om natten reflekterer over identitet, bevægelse og begær og undersøger det eksistentielle frie fald mellem brud og nyt famlende fodfæste. Poetisk indie-folk på dansk med Lone Slot Nielsens stærke lyriske signatur.
Pladens struktur er radikalt enkel: fem mørkere, natlige numre efterfulgt af fem lysere og mere organiske. En prolog og en epilog indrammer fortællingen og gør albummet til et samlet, næsten litterært forløb.
Personlig baggrund: Et brud med normerne – og en ny identitet
Vender Rigtigt Om Natten er skabt i en periode med dybe personlige brud: skilsmisse, en omvæltende forelskelse og en ny seksuel og social selvforståelse, der ikke længere kunne rummes i de gamle rammer. Relationer, krop og seksualitet skulle genforhandles fra bunden. De erfaringer løber som en rød tråd gennem albummet: de dirrende signaler, de nervøse mellemrum, de kropslige forskydninger og den langsomme opbygning af et nyt sprog for det.
“Jeg er sangskriver, og det faktum, at jeg pludselig stod midt i en ægte eksistentiel krise, hvor alt skulle gentænkes, samtidig med, at jeg også skulle være nogens mor og smøre madpakker og jo ikke kunne gå helt i opløsning – ja, det kommer der jo sange ud af”
At sangene skulle blive til KOM VI LØBERs tredje album stod først klart senere, hvilket har krævet en del overvejelser og “mange meget dybe vejrtrækninger”, siger Lone Slot Nielsen:
“Men de her sange jo en vigtig fortælling om, hvordan livet og kærligheden kan også kan se ud for et menneske, i det her tilfælde en kvinde, i 40’erne. Altså der i livet, hvor vi jo ellers ligesom har aftalt, at der er styr på det. Selvforståelsen. Livsplanen. Relationerne. Alt det. Det er et spændende sted at skrive fra; dér, hvor normerne og den vante tankegang er splittet til atomer. Og det er der også noget frisættende og vigtigt i at sige noget højt om, synes jeg. At et liv kan være alt muligt – og at det kan have mange begyndelser. Sådan et album manglede jeg selv, da jeg stod midt i bølgegangen”.
Poetisk indie-folk med en stærk lyrisk signatur
Vender rigtigt om natten fortæller fra det punkt, hvor uro og frisættelse er uløseligt forbundne. Hvor sprog og sansninger glider sammen, og hvor naturens billeder – fasanen, vinden, havet – ikke er dekoration, men mentale pejlemærker. Med sine poetiske, præcist sansede danske tekster, kompromisløs ærlighed og et nyt favntag med dansk poetisk indie rock og –folk, markerer albummet sig som det mest markante og ambitiøse til dato fra Lone Slot Nielsen.
Musikalsk bevæger KOM VI LØBER sig på Vender rigtigt om natten mod en mere folket, organisk retning end tidligere; tættere på kroppen, på åndedrættet. Men stadig inden for universet af den drømmende, guitarbårne indie, som er KOM VI LØBERs lyd.
Pladen er skabt af Lone Slot Nielsen i samarbejde med producer, Aske Bode, samt trommeslager Asker Bjørk og bassist & producer Símun Mohr. Lars Greve, Iris Marie Jakobsen og Emil Overmark gæster ligeledes albummet.
Om KOM VI LØBER
KOM VI LØBER har etableret sig som en markant stemme på den danske indie-scene. Med sin egen poetiske signatur. Lone Slot Nielsens musik er blevet beskrevet som drømmende og kompromisløs i sin søgen efter et ærligt følelsesrum. Medier som GAFFA og Bands of Tomorrow har fremhævet det lyriske overskud, det atmosfæriske lydlandskab og hendes særlige evne til at balancere det intime med det universelle. Tidligere singler har opnået massiv airplay. Bl.a. blev ”Hendes Ansigt” i 2020 det mest spillede nummer på P6 Beat. KOM VI LØBER har spillet support tournér for Katinka, Signe Svendsen og Peter Sommer.